DH-DM 2020 ER EN REALITET

Sejlklubberne bag DH-DM har besluttet at gentage succesen – datoen er fastlagt til den 21. – 23. august 2020.

Start Gruppe 1 DH-DM 2019 - Foto: Peter Brøgger

Start Gruppe 1 DH-DM 2019 - Foto: Peter Brøgger

Styregruppen for DH-DM bestående af medlemmer fra Juelsminde, Snaptun og Horsens Sejlklubber har evalueret på årets stævne og besluttet, at gentage eventet næste år.

”Vi har fået masser af positiv feedback på årets stævne, og selv om der altid er ting der kan rettes til, var vi også selv ganske godt tilfredse med stævnet i år” udtaler eventleder Tue S. Andersen fra Snaptun Sejlklub om det første DH-DM siden 90´erne, der med stor succes blev afviklet i Juelsminde i august måned. ”Da alle tre sejlklubber og Dansk Sejlunion bakkede op om at forsøge igen, var beslutningen relativ let, og vi har fastlagt næste års stævne til at blive afholdt fra fredag den 21. til den 23. august 2020” fortsætter eventlederen.

Stævnet vil også i 2020 blive afviklet i Juelsminde, og formatet forventes at blive stort set som det var i år. Martin Frimer, formand for Juelsminde Sejlklub, fortæller: ”Både sejlere, arrangører, baneleder og Dansk Sejlunion er kommet med input til hvordan vi kan optimere stævnet, og vi arbejder nu med alle de gode ideer, så vi kan få et endnu bedre stævne stablet på benene næste år. Vi påregner at formatet med banesejlads i to dage og distancesejlads 1 dag fastholdes, men kommer nok til at ændre lidt på udformningen af banerne, ligesom vi overvejer format og pointgivning på distancesejlads, så en enkelt dårlig sejlads ikke bliver afgørende for resultatet” afslutter Martin Frimer.

Styregruppen har sat et loft på 90 både til eventet og forventer, at tilmeldingen åbnes i starten af det nye år. Følg med her på stævnehjemmesiden www.dh-dm.dk samt på facebook, hvor der løbende kommer ny information om stævnet.